Helge bor alene i en provinsby, hvor han mere eksisterer end lever. Modvilligt går han med til at aflevere en jakke til Bjørn, en rodløs teenager, mod at Bjørn hjælper ham med at rydde skuret. De arbejder i tavshed, mens støvet og det usagte lægger sig tungt mellem dem. Senere deler de et måltid. Bjørn nævner, at han er forældreløs, og stilheden mellem dem ændrer sig. Da Bjørns venner dukker op, ender det i slagsmål. Helge falder, blødende, og Bjørn tøver — men bliver. Den nat taler Helge om sin datter, om drukken, om hukommelsen der smuldrer. Bjørn lytter. Det er ikke en forsoning. Ikke et venskab. Men det er noget.