Filmen fortæller historien om de 6300 danske sømænd som 9.april 1940 gik i allieret tjeneste. I besættelsens første tre år var de stort set de eneste danskere, der ydede en aktiv indsats mod nazismen. 1080 af disse sømænd omkom i krigen, og mange overlevende led personligt forlis med opløste familier, kronisk søvnløshed og alkoholisme som følge af lang tids arbejde i livstruende situationer. Sømændene gik i allieret tjeneste på et tidspunkt, hvor mange kalkulerede med tysk sejr og handlede derefter. Men deres indsats blegnede i efterkrigstidens historiefortælling, som har haft fokus på modstandskampen og forestillingen om en samlet dansk opposition til nazismen. I filmen møder man Arne, 62, søn af krigssejleren Axel. Axel døde af alkoholrelaterede sygdomme, da Arne var 15 år gammel. Arne har nu fået børnebørn og vil have styr på sin fars historie, så han kan give den videre til næste generation. Under arbejdet med at rekonstruere sin fars færden under krigen støder Arne på Eli, som sejlede på et af de samme skibe som Axel. Eli er det sidste førstehåndsvidne fra de danske sømænds indsats i afgørende begivenheder som Dunkirk-evakueringen, undsætningen af Rusland, Slaget om Atlanten og D-Dag.